Ateister hyler altid op

Når ateister konfronteres med Gud og religion hyler de altid op om beviser. Det er som om, de helt har glemt, at deres egen tro dvs. troen på, at materien er den yderste årsag, er total blind tro uden basis i den observerbare virkelighed. Så er kravet på bevis ligepludseligt borte.

Men det er den dobbel-standard, man bliver tvunget til at acceptere som ateist. Man kræver stenhård, empirisk bevisførelse, når det kommer til Gud og religion, men når det kommer til ens egen trosretning, stilles der ikke de samme krav til bevisførelse.

Pointen er, at det er et direkte observerbart faktum, at hvis man opretholder en ateistisk mentalitet, vil man opleve langt højere grader af lidelse, elendighed og eksistentiel ængstelse, end hvis man forbinder sig med Krishna. Det er et empirisk faktum, enhver kan undersøge og verificere - Krishnabevidsthed medfører større glæde i tilværelsen og ateisme medfører mere frustration og lidelse i livet.

Nu kommer så den sædvanlige lamme indvending - jamen, jeg lider ikke. Jeg har det godt.

Denne udtalelse kan kun skyldes, at man ligger under for den moderne propaganda, der bort-rationaliserer lidelsen - man må tage det gode med det onde. Den pause i elendigheden, som man får ud af kropslig nydelse, opvejer al lidelsen. Det gode opvejer det onde. Uden lidelse kan man ikke udvikle sig som person osv osv.

Man tror ikke, at lidelse er så dårlig. Ja, man tror endda, at uden lidelse kan der ikke være nogen glæde. Eller også er man bare for dækket af uvidenhed ligesom et dyr, til at forstå, at man lider.

Hvad, de fleste materialister ikke forstår, er, at den materielle verden grundliggende set er fuld af frustration og elendighed. Det er sådan Krishna har designet den. Hvis den materielle verden var perfekt, vllle de faldne sjæle aldrig udvikle ønsket om at slippe ud af den og vende tilbage til Krishna.

Ateister bruge tit den materielle verdens fejl og mangler som argument for, at en almægtig, barmhjertig Gud ikke kunne have skabt den. En perfekt Gud ville have skabt noget perfekt, siger de. Hvis der er en Gud, hvorfor er der så al den lidelse i verden?

Pointen her er, at der er en perfekt verden uden lidelse og elendighed. Det kaldes den åndelige verden, hvor Krishna leger for evigt sammen med de befriede sjæle. Den materielle verden er netop et sted Han har skabt  til de sjæle, der ikke ville være sammen med Ham. Han lavede en verden, hvor de kunne komme og efterligne Ham. Og den er designet til at frembringe de karmiske reaktioner til enhver handling.

Selv om den materielle verden er et sted fyldt med lidelse, så vil de fleste faldne sjæle alligevel gerne blive her. Og Krishna er så venlig, at han lader dem at tro, at de nyder og har det godt. Selv når sjælen er i de mest helvedesagtige omstændigheder, som fx. når den befinder sig som tarm-mide i en eller andens indvolde, så tror den, at den nyder. Men slutpunktet i den materielle verden er altid lidelse og sorg, for alting ender i sygdom, alderdom og død.

Ikke desto mindre har Krishna givet os faciliteter til enten at skabe et paradis på jorden eller et helvede.  Det er op til os. Hvis verden er et lortested, er det udelukkende vores egen fejl. Det er ikke kemikaliernes fejl. Det er ikke Guds fejl. Det er vores fejl. Hvadenten det er godt eller dårligt, så er man selv årsagen, individuelt eller kollektivt. Det er blot en naturlov. Og man lærer ikke om den i skolen.

Den menneskelige livsform  er en enstående chance for sjælen at erkende sand lykke og skønhed - den lykke og skønhed, man oplever, når man bliver befriet for ængstelse og usikkerhed og erkender den virkelige mening med alting. Skeptikeren hævder, at en sådan erkendelse er umulig under nogen omstændigheder, men der er ingen som helst basis  for en sådan konklusion. Tværtimod så peger alt på, at en erkendelsen af den Absolutte Sandhed er mulig. Hvis Gud er til, er det muligt, at erkende Ham som Han er.

Hvis Gud ikke er til, er det ikke muligt, at erkende hinsides tvivl. Så ateisters konklusion hviler på en umulighed i den forstand, at deres trosretning ikke kan bekræftes, for det kan ikke lade sig gøre at bevise, at Gud ikke eksisterer.

Krishna siger:

Fra den højeste planet ned til den laveste i denne materielle verden er alle steder fulde af elendighed, hvor gentagende fødsel og død finder sted. Men den, der når Min bolig, O Kuntis søn, vil aldrig mere blive født. (Bg. 8.16)

Sandheden

Sandhedens styrke ligger i, at den altid er sand, og det har intet med tro at gøre. Sandheden er sand hvad enten, man tror på det ene eller det andet. Nogle mennesker går meget op i at tro det ene eller det andet. Som om noget bliver rigtigt af, at de tror på det. Men virkeligheden er som den er helt uafhængigt af, hvad folk tror om den.

Tag fx. reinkarnation. Enten er reinkarnation et faktum eller også er det ikke et faktum. Det har intet med tro at gøre. De, der siger, at man intet kan vide med sikkerhed om sandheden, om Gud, om sjælen, om reinkarnation og om meningen med livet, giver blot udtryk for deres deres tro. 

Og det gør de ofte med religiøs overbevisning. Ja, de fleste mennesker er overbeviste om, at de tror på det rigtige, fordi deres tro deles af flertallet. Men det er der jo ingen fornuft i. Hvornår har flertallet på noget tidspunkt i den kendte verdenshistorie været klar over sandheden? Det er ikke så længe siden, at flertallet i Europa troede, at jorden var flad, og at man kunne falde ud over kanten. Ja, man brændte folk, der vovede at sige, at jorden er rund. Sandsigerne i et samfund har altid været en hånet minoritet.

Selvfølgelig kræver sandheden observationer, undersøgelser, og bekræftigelser som enhver anden videnskab. Ellers ville den ikke være sand. Men ideen om at sandheden kun kan opfattes og forstås via empirisk forskning, er blot en anden myte som folk i det moderne samfund opdrages med.  Sandheden er nemlig, at det ikke kræver andet end ganske almindelig sund fornuft og logik at forstå, at der må være en Gud.

Hvem Gud er, hvad Han laver og hvad Han vil med os, kan man selvfølgelig ikke få stadfæstet gennem logik eller naturvidenskabelige eksperimenter. Der skal en hel anden videnskab til.  I Vedaerne kaldes denne videnskab for bhakti eller hengiven tjeneste til Gud. Hvis man overgiver dig til Gud og tjener Ham i hengivenhed, vil Herren automatisk åbenbare sig for en og oplyse en med viden så man ikke længere behøver at være i tvivl.

Og det er helt logisk, at det er sådan. Hvis der er Gud, er det klart, at Han kan bevise sin egen eksistens. Hvis der derimod ikke er en Gud, kan det ikke bevises, for man kan per definition ikke bevise en negativ.

Krishna siger:

Hør nu fra Mig, O Prithas søn, hvorledes du ved at udføre yoga i fuld bevidsthed om Mig, med sindet fæstnet på Mig, kan kende Mig helt og fuldt uden nogen tvivl. (Bg. 7. 1)           

Folk i almindelighed tænker ikke særlig meget over tingene. De er tilfredse med blot at følge med strømmen. De vælger mere eller mindre bevidstløst at lade TV, aviser og ugeblade fortælle dem, hvad de skal tro og tænke. Hvem spekulerer fx. på sådanne ubehageligheder fra den virkelige verden som, at vi snart skal dø og at vi i mellemtiden bliver syge og gamle?

Hvor mange folk orker at spekulere på, hvorfor de er frustrerede selvom de har alt materielt de kan ønske sig? Så er det langt lettere at hælde kaffen op, spise en kage  og tænde sig en cigaret. Lad os hellere beskæftige os med den virkelige verden - børn, familie, arbejde, samfund osv. i stedet for at spekulere over ting, man alligevel ikke kan vide noget om.

Men folk glemmer ofte, at i den virkelige verden dør folk hele tiden, og i mellemtiden lider de og er ulykkelige og deprimerede. I det moderne såkaldte velfærdssamfund, der af propagandamaskinen hyldes som kulminationen af al menneskelig viden og fremgang, begår unge mennesker selvmord på stribe. Der er aldrig blevet solgt så mange anti-depressive piller som lige nu. 

Kriminaliteten og volden bare stiger og stiger.  tiknarkomaner bliver yngre og yngre. Problembørn i skolerne bliver flere og flere og må i hjælpeklasser. Og der er intet hverken naturvidenskaben, teknologien eller velmenende psykiatere og psykologer kan stille op.

Alligevl bliver vi bildt ind, at vi aldrig har haft det bedre end nu. Samfundets ny profeter i de hvide kitler og deres vidunderlige teknologi har gjort livet lettere og mere behageligt for os. Men det er  bare løgn. Folk over hele verden arbejder stadig på beskidte fabrikker i beskidte miljøer, der ødelægger deres liv og helbred. Vi synes måske, at det er fremskridt at vi kan købe Nikes og mobil telefoner til ingen verdens penge, men for kineseren, der arbejder på fabrikken, der laver disse ting er der intet fremskridt, andet end at han nu kan købe flere ting end han kunne før. 

I det moderne samfund måles fremskridt og velfærd nemlig i hvor meget man købe.  Den globale kultur er et vidunder for verden, for nu har alle råd til at købe sig et køleskab.

Nu står vi overfor en milliard flere potentielle køleskabe, computere, fladskærme osv. Hvad er der fremskridt ved det?... især når vi skal til at høste resultaterne, som vi gør nu, i form af global opvarmning. Prøv så at se om det er så fedt at være dansker, når store dele af landet måske ligger under vand indenfor de næste 50 år.

Men når man forsøger at råbe vagt i gevær og advare mod de farer og skader som velfærdskulturen forøver mod naturen og hendes indbyggere, så  render man bare panden mod en væg. Så er man bare et hjernevasket sektmedlem. Gud forbyde at Hare Krishna skulle have noget vigtigt på hjertet at fortælle menneskeheden.

Min åndelige mesters åndelige mester sagde engang, at der ingen materiel løsning er på materielle problemer. Der er kun en åndelig løsning. Og løsningen består i af forbinde sig med Krishna og vende tilbage til sit oprindelige hjemsted sammen med Ham.

 Især i denne stridens tidsalder er problemerne endeløse. Han sagde også, at selvom man ikke gider have noget med Gud at gøre og bare vil blive i verden og leve et godt liv, så kan dette afstedkommes simpelthen ved regelmæssigt at chante Guds navn. Man kan spørge om, hvordan  tingene bliver bedre bare ved at sige en særlig lyd. Sagen er, at verden er hvad vi gør den til. Krishna har givet os faciliteter til enten at lave et paradis eller helvede på jorden. Lyden af Guds navn vil rense bevidstheden, så man vil forstå, hvad der er rigtigt og forkert, hvad man bør gøre og ikke gøre.

Grunden til at naturen i øjeblikket straffer det moderne samfund, er fordi dette samfund er for skadeligt for naturen og hendes indbyggere. Det finder naturen sig ikke i. Og det vil gå op for os i det øjeblik vi renser vores bevidsthed ved at lytte til Hare Krishna mantraet. Og man behøver ikke tage mit ord for det. Man kan direkte selv opleve det og få det bekræftiget. Syng blot Hare Krishna mantraet hver dag i nogle minutter. Der er alt at vinde og intet at tabe.

Krishna siger:

Hvis du bliver bevidst om Mig, vil du gennem Min nåde overkomme alle de forhindringer, der er forbundet med betinget liv. Hvis du der i mod ikke arbejder i en sådan bevidsthed, men handler gennem det falske ego uden at lytte til Mig, vil du blive fortabt. (Bg 18.58)

Vi vil være Gud

I dag kan alle blive en berømt helt eller et perfekt menneske. Det er ønsket om at være Gud der driver os. Vi tror ikke bogstaveligt, at vi er Gud, det er klart. Men vi tror, at vi er nydere og herskere - og det er Guds position.  Krishna er den eneste nyder og hersker. Sjælen er faldet ned til den materielle verden for at kunne efterligne Krishna i den position.

På nuværende tidspunkt er det selvfølgelig Kali tiden - en tid hvor de psykiske og fysiske egenskaber, og den universelle omgang befinder sig på lavmålet, så de fleste mennesker kan ikke en skid. Men internet har reddet os. Nu kan alle blive den helt de så gerne vil.

 I virkeligheden er Krishna den eneste helt, men sjælen forsøger at efterligne Ham. Sjælens naturlige, evige position er at være passiv i forhold  til Krishna - i stedet forsøger vi at spille de aktive nydere. På den måde vil vi være Gud. I virkeligheden er det kun Krishna, der er den mest elskede søn, den alkærlige far, den smukkeste elsker, eller den mest vidunderlige ven.  Sjælen kan have 5 hovedsagelige forhold til Krishna.

1. Shanta rasa er et neutralt forhold til Gud. Her ser man Gud som skaberen og altings kilde og opretholder.

2. Dasya rasa betyder, at man ser Gud som sin Herre og Mester. Man er villig til at tjene Ham med liv og sjæl. Krishna er den bedste herre man kan have.

3.  Sakhya-rasa er det stade, hvor man ser Krishna som sin bedste ven. Her glemmer sjælen, at Krishna er Gud. Man ser kun Krishna som sin bedste og mest elskede ven.

4.I Vatsalya rasa er man Krishnas far eller mor.  Man er Guds forældre.

5. I Madhury rasa ser man Krishna som sin mest intime elsker.  Man er Krishnas veninde.

Alle de forhold, vi har i en materielle verden til partner, familie, børn, venner og samfund, er intet andet end forvrængede, efterligninger af sjælens oprindelige forhold til Krishna.

Men i den materielle verden er JEG Gud.

Nu er jeg Gud på internet. Jeg kan slå alskens dæmoner ihjel, og med automat våben slagte løs på mine modstandere - nøjagtig som Krishna gør. Jeg kan være en helt og redde pigen i mine drømme. Jeg kan skabe verdener og herske over mine undersåtter. På den måde finder mange mennesker, især ungdommen, afløb for deres begær efter at være ligesom Gud.

Og hvis man er for doven  eller uintelligent til at spille rollespil på internet kan man sidde foran TVet og kigge på alle de helte, der ligesom Krishna er sådan, som vi gerne selv vil være. Til endeløse pakker af cigaretter og kopper af te og flaske øl, følger man fiktive personer på TV, der er og gør alt det, vi altsammen gerne selv vil kunne og gøre.

Internet og film er intet andet end et snedigt afløb for sjælens perverterede ønske om at efterligne Krishna som den højeste nyder og hersker.

Krishna siger:

O Kuntis søn, de, der hengiver sig til andre guder og som tilbeder disse med tro, tilbeder i virkeligheden Mig, men de gør det på den forkerte måde. (Bg. 9.23)

Jeg er den eneste nyder og hersker over alle ofringer. De, der derfor ikke anerkender Min sande ophøjede natur, falder ned. (Bg. 9.24) 

Kun Gud er objektiv

Det er kun et absolut, almægtigt væsen, der kan stadfæste virkeligheden som den er. Det er ikke muligt for et almindeligt levende væsen at definere. Det eneste, vi kan, er at have en mening om hvordan og hvorfor, virkeligheden opstod. På den måde er alle undtagen Gud subjektive væsener. Det er blot et faktum. Gud er den eneste, der kender fortid, nutid og fremtid.

Hvad er der objectivt ved at en gruppe af subjektive væsener kommer sammen og bliver enige om, at videnskaben er objektiv? Objektivitet bliver ikke dannet gennem afstemning. Den moderne videnskab kan ikke være objecktiv, simpelthen fordi den udføres af subjektive væsener. De subjektive væsener bedømmer alting med deres sujektive sind. Hvor kommer objektivitet ind i billedet?

Vi ved alle, at to plus to er fire. Det er objektivt. Vi kender alle talrækken. Vi har lært det i skolen. Men hvis vi tænker os lidt om, bliver et klart, at den eneste grund til, at vi ved, at to plus to er fire,  er fordi, vi har lært det af nogen. Og hvem har vi lært det fra? Vi har lært det fra en, der også har lært det fra en, der har lært det fra en, der har lært det fra en osv. Det er et indikutabelt  faktum, at den eneste grund til, at vi ved 2 plus to er fire, er fordi, der er

nogen, der har fortalt os det.

Forestil dig, at være vokset op helt uden menneskelig stimuli - ingen havde nogensinde fortalt dig noget. Du havde ingen hukommelse og ingen reflektion. Hvad ville man vide? Man ville ikke vide nogen verdens ting. Den eneste grund til, at vi ved noget som helst

overhovedet for ikke at tale om, at to plus to er fire, er fordi nogen kom og fortalte os det.

Og her kommer det uundgåelige spørgsmål, hvem var den første? Hvem sagde det første gang? Det er vær at bemærke at ideen om, at sproget udviklede sig fra det rene pladder til det, vi kender i dag faktisk er helt grundløs.

Lad os kigge lidt nærmere på den moderne, såkaldt videnskabelige forklaring. Og her vender vi igen tilbage til subjektivitetens verden.

I  teorien om arternes dannelse ifølge Darwin  - og her er det vigtigt at notere sig, at denne forklaring gennem de sidste fem decader er blevet fremlagt som en helt logisk, sandsynlig og rationel forklaring på den virkelighed vi lever i. Ja, den forklaring bliver udlært på alle verdens universiteter og læreanstalter som den bedste forklaring på virkeligheden.

Lad os høre, hvad forklaringen går ud på.

Først var der nogle kemikalier. Disse kemikalier boblede og bryggede så i meget, meget lang  tid, og så fremkom der en amøbeagtig art - et levende væsen, der kunne reproducere sig selv. Gradvist  voksede der så ben ud på amøben, og den lærte at tale.

Men, men, men, det skete over milliarder af år  og utallige mellemstationer og gradvise udviklinger, kommer det den uundgåelige indvending.

Der kom ikke ligefrem ben ud af amøben, det kom først langt senere. Forstår du, først blev amøben til en fisk, så blev fisken til en salamander, der kravlede op af vandet og blev til fugl, der så blev salamanderen til et dyr, og dette dyr udviklede sig over lang, lang tid og gennem millioner af mellemstadier til et menneske. Og så fandt dette menneske ud af, at to plus to er fire.

Hvordan lærte dette første menneske så at tale? Husk på, at det første menneske, der kravlede ud af evolutionshjulet, var helt alene. Der var ingen til at fortælle ham noget. Hvordan lærte det første menneske, der lige havde evolveret gennem millioner af forandringer og transmutationer, hvordan lærte dette menneske at tale, når der ingen var til at lære ham det? Kan I se, hvor latterlig den ide er?

Men, men, men det lærte han af sig selv. Ingen ved nøjagtigt, hvordan det gik til - som om det gør forklaringen mere sandsynlig.

Ok, så vi kender ikke de nøjagtige detaljer og gennem hvilke mellemarter det første menneske kom til syne, men vi bliver ikke desto mindre bedt om at tro på, at det skete, så det er stadigvæk et passende og vigtigt spørgsmål.

Men, men, men det skete ud af nødvendighed, siger ateisten. Der var en nødvendighed - overlevelse af den mest egnede. Det var sådan, mennesket lærte at formulere sig selv i rationel tale.

Og hvem bestemmer denne egnethed? Hvem stadfæster, hvad der er mest egnet og rigtigt? Det gør en hel masse subjektive væsener. Det kan jo ikke være  evolutionen alene, for den er blot bevidstløse kemikalier uden intelligens. Egnethed,  rigtigt og forkert, kræver intelligent design, og uha, det er et grimt ord i undervisningen - ingen intelligens tilladt. ID er helt udelukket.

Husk på at det er, hvad de vil have, vi skal tro på - først var der kun kemikalier og så udviklede disse kemikalier sig til mennesker. Det spiller ingen rolle hvor mange mellemstadier, der skulle til, for spørgsmålet er stadigvæk, hvordan lærte dette første menneske at tale? Hvilken nødvendighed propellerede det? To plus to er fire. Er det det første, du tænker på. når du lige er kommet ud af udviklingshjulet?

Det første menneske var bare et dyr - ingen hukommels, ingen reflektion. Det begyndte fra bar bund af.  Det er det første menneske. Men det vil de have, vi skal tro på.  På en eller anden måde var der en amøbe, og amøben lærte af gå og så at tale.

Bemærk i modsætning til dette nonsens hvilken rationel og sandsynlig forklaring vi bliver tilbudt i den vediske version - tiden er evig. Mennesket og alle andre levende væsener har altid eksisteret. Det første menneske, der var Brahma - skaberguden, blev fortalt af

Krishna, og han fortalte det til resten af menneskeheden. Det er den eneste forklaring, der giver mening, og som er i overensstemmelse med den observerbare virkelighed. Den moderne såkaldte videnskabelige forklaring er simpelthen så fjoget og usandsynlig. Men vi er alle vokset op med at tro på, at det  er et faktum.

Som det kan ses, er ideen om at alting starter fra en bunke kemikalier fuldstændig subjektiv. Intet objektivt ved den forklaring. Den moderne skabelsesberetning er ikke alene latterlig, usandsynlig og højst spekulativ, den er også subjektiv. Ikke desto mindre udlæres denne forklaring på alle verden uddannelsesinstitutioner som et objektivt,

videnskabeligt faktum.

Og hvordan kan det lade sig gøre at få en hel verden til at tro på sådan en gang nonsens? Der er kun et svar - propagandamaskinen i form af verdens medier og uddannelsessystemet.  Medierne sammen med uddannelsessystemet fortæller befolkningen, hvad den skal tro og mene om, hvad der foregår i verden.

Men hvis man undersøger evolutionsteorien i detaljer kommer vi til den konklusion, at sandsynligheden for at livet, som vi kender det på nuværende tidspunkt, skulle være opstået ved en tilfældighed, er så godt som lig nul. Det er med andre ord noget fjoget noget at tro på.

Det er hvad propagandamaskinen gør ved befolkningen. Den gør den til en ikke-tænkende og ureflektiv hob. Langt størstedelen af befolkningen tror og tænker intet andet, end hvad de er blevet fortalt og har lært fra andre. Så den eneste måde, man kan få en hel verden til at tro på noget dumt og forkert er ved hjælp af en verdensomspændende

mediemaskine. Det er såre simpelt.

Den moderne liniære tidsopfattelse giver ingen mening. Den Vediske version - at alting har altid fundet sted, giver mere mening ifølge den observerbare virkelighed. Det er en mere intelligent og tilbundsgående forklaring. Så hvorfor tro på noget nonsens, med mindre

man blot er en af de brede masser der viljeløst flyder med strømmen?

At en gruppe subjektive væsener er blevet enige om, at moderne videnskab er objektiv, gør den ikke til objektiv.

Hvad er beviset for, at naturvidenskaben kan hæve et subjektivt væsen over dets subjektivitet? Det er muligt man ved hjælp af teknologi, har fabrikeret nogle objekter, men dem, der observerer objekterne, er stadig subjektive væsener. Der er ingen, der er blevet klogere på virkeligheden siden den industrielle revolution, eller efter at man har introduceret avanceret teknologi. Hvor er beviset for, at vi forstår virkeligheden bedre nu end i stenalderen?

Er teknologiske frembringelser synonymt med en bedre forståelse af virkeligheden? Og hvem har i så fald bestemt det? Der er intet, der tyder på, at det moderne menneske er mere velafbalanceret eller klar over sin stilling i verden end fortidens mennesker var det. Tværtimod.

Krishna har givet en proces gennem hvilken Han kan erkendes, og gjort den tilgængelig for alle. Men Han stiller selvfølgelig nogle betingelser. En af betingelserne, for at man kan erkende Ham, er, at man ikke må være misundelig på Ham. En anden er, at man ikke kan nærme sig Ham med en ateistisk mentalitet. Dette bliver alt sammen forklaret meget udførligt i Bhagavad Gita. Hvis man insisterer på, at Gud skal kunne erkendes på mine betingelser, så kan man selvfølgelig ikke forvente at erkende Gud. Men er det Guds fejl? Næ, det har intet med Gud at gøre. Krishna har allerede forklaret, hvordan Han kan kendes hinsides tvlv. Men det er op til en selv at engagere sig i processen.

Hvordan kan det være rationelt at tro på, at noget opstår af sig selv uden intelligent styring, når alting indenfor vores erfaring kun opstår pga intelligent styring? Hvordan opstår en Mercedes? et hus? en have? Hvorfor tro på, at universet skulle være  undtaget? Hvor er

rationaliteten? Desuden tyder opbygningen af en enkel celle  - pga. af sin irreducible komplexitet - på, at den er designet. Der er simpelthen intet, der tyder på, at den skulle være opstået af sig selv gennem en gradvis proces af bevidestløse forandringer, som det hævdes i Scientismen.

Der er heller ingen overbevisende grund til at antage at alle religioner er falske og totalt uden belæg. De fleste religioner er givetvis blevet forvandsket gennem tiderne. Men hvis der er en Gud, som logikken  fortæller os, at der er, er det så ikke logisk at antage, at Han kan give sig til kende for os og fortælle os hvad Han vil med os og hvorfor Han har placeret os her? Hvis man vil finde den sande religion, må man selvfølgelig nærme sig emnet på videnskabelig vis med et åbent og fordomsfrit sind, og undersøge de forskellige religioner og finde ud af hvilken en, der giver den bedste forklaring på Gud, sjælen og naturen.

Hvis man ikke er villig til det, skal man selvføgelig ikke forvente at finde den sande religion. Det er ret mærkeligt at de, der hævder at være videnskabeligt indstillet og tilhængere af

naturvidenskaben, de er ofte de mest fordomsfulde, overfladiske og indskrænkede når det kommer til at undersøge Gud og religion. Jeg har mødt mange ateister, der var helt uvidende om andre religioner end kristendommen. De fornægter Gud udelukken på basis af en kristen opfattelse af Ham. Er det en videnskabelig tilgang til spørgsmålet om

Gud?

Jeg kan forstå, at man er agnostiker, dvs. uvidende om Gud, men at være ateist, dvs. helt at udelukke Gud, er helt og aldeles irrationelt og vidner om et ringe intellekt. Der er intet sundt eller fri-tænkende ved atvære ateist, og beviset er, at des mere ateistisk den moderne forbrugerkultur bliver, des mere destruktiv og ligegyldig overfor andre levende væsener bliver den.

Læg desuden mærke til at man sagtens kan være både kristen, hindu eller muhammedaner og stadig besidde en ateistisk mentalitet. Det er ikke de overfladiske mærkater, vi sætter på os selv, der afgør, hvem eller hvad vi er. Det, der afgør, hvem og hvad vi er, er den mentalitet og de handlinger, vi kultiverer. Og vores handlinger vil altid være et resultat af vor mentalitet.

Der er et bengalsk ordsprog der siger - phalena parichiayte - man dømmer noget efter resultatet. Eller som Jesus sagde, man dømmer et træ på dets frugter. Man bedømmer ikke et træ på, hvad det kaldes.

Krishna siger:

O Kuntis søn, de, der hengiver sig til andre guder og som tilbeder disse med tro, tilbeder i virkeligheden Mig, men de gør det på den forkerte måde. (Bg. 9.23)

Jeg er den eneste nyder og hersker over alle ofringer. De, der derfor ikke anerkender Min sande ophøjede natur, falder ned. (Bg. 9.24)

De, der tilbeder halvguderne, vil blive født blandt halvguderne; de, der tilbeder forfædrene, vil gå til forfædrene; de, der tilbeder spøgelser og ånder, vil fødes blandt sådanne væsener; og de, der tilbeder Mig, vil komme og leve med Mig. (Bg. 9.25)

Den vediske version

Moderne såkaldt veluddannede mennesker har det med at håne og latteliggøre den vediske kultur og litteratur, som de siger,  er fabrikeret af nogle primitive, indfødte normadestammer, der levede i Indien for længe siden. Men hvilken slags normadestamme ville skrive på et sprog, der er så perfekt i komposition, grammatik og rytme, at det tager moderne sprogforskere mindst 10 års studier bare nogenlunde at mestre grammatikken? De fleste sprogvidenskabelige forskere anerkender i dag, at sanskrit er det ældste kendte sprog og muligvis moderen til alle de moderne sprog, vi kender idag.

Hvilken slags indfødte ville for mere end 5000 år siden formulere tidsenheder baseret på atomers bevægelser helt nede fra 1/10.000 del af et sekund op til universets totale livslængde?  (Jf. Srimad Bhagavatam 3.11.1-12)

Hvilken slags indfødte kunne give en nøjagtige beskrivelser af alle planeterne i vores solsystem, nogle af hvilke moderne forskere kun for nyligt har opdaget? For slet ikke at tale om beskrivelser af planeter i universet, der endnu er ukendte for den moderne naturvidenskab. (Jf. Srimad Bhagavatam, Surya Siddhanta, samt de fleste Purana'er)

Hvilken slags primitive indfødte ville være i stand til at opsummere og kategorisere alle eksisterende livsarter i universet i forhold til deres bevidsthedsmæssige udvikling, inklusiv 400.000 menneskelige arter? (Jf. Padma Purana)

Hvordan kan det være at den vediske litteratur (der altså er et produkt af nogle primitive indfødte) indeholder systematiske, detaljerede og højt avanceret informationer om emner så som:

* Medicin, diagnostisering og helse.

Ayurveda og Garuda Purana indeholder diagnostiseringer af og naturlige lægemidler mod alle kendte lidelser. En god ayurvedisk læge kan bestemme enhver sygdom simpelthen ved at tage pulsen tre steder på håndledet. Ayurvediske klinikker  findes i de fleste lande rundt omkring i verden, og er højt værdsatte og succesfulde.

* Musik

Den vediske musikvidenskab hører til en af de mest sofistikerede og komplicerede i verden, hvor rytmer og skalaer er forbundet med særlige stemninger og tidspunkter på dagen (raga). Det var almindelig kendt i den vediske kultur at særlige lydvibrationer har forskellige indvirkninger på det menneskelige sind.

* Politik

Det vediske samfunds politiske struktur tillod indbyggerne at leve under fredfyldte og velstående omstændigheder under helgenagtige regenter, der havde nøje indsigt i menneskelig psykologi. Varnasrama dharma samfundssystemet garanterede, at alle var beskæftiget i overensstemmelse med deres fysiske og psykiske evner og samtidigt var de sikret gradvist at kunne avancere i åndelig forståelse med henblik på endelig befrielse fra den materielle verden. Alle kontinenter var kendte og regelmæssig handel og udvekslinger fandt sted.  (Jf. Mahabharata, Bhagavat og andre Purana'er)

* Arkitektur

Konstruktioner af templer og andre bygninger blev udført ifølge skriftlige retningslinier (Shilpa shastra). Man kan stadig observere resterne af nogle af den vediske arkitekturs pragtværker (Kanchi Puram, Mahabali Puram, Jagannath Puri for at nævne nogle få). Der er tale om imponerende bygningværker konstruerede fra solide stenblokke efter en teknik, der end ikke har kunne overgås med den mest moderne teknologi. Der var vægge indlagte med ædelstene (De blev alle plyndret af indtrængende muslimer og englændere). 

Disse bygninger havde air condition baseret på rindende vand, perfekt akkustik etc. Udskæringerne i sten taler for sig selv. I Purana'erne finder vi beskrivelser af interiøre der langt overgår noget moderne sidestykke, med ædelstensindlagte møbler og indendørs swimming pools. Sådanne beskrivelser bekræftes også i værker af mogulske og andre muslimske besættere (1100 - 1500 e.kr.) såvel som i 'En Indiensrejsendes dagbog' af Tavernier, der også var den, der bragte Hope og Koh-i-noor diamanterne til Europa.

* Matematik

Det er fra Vedaerne (Shulba sutras) vi har decimal systemet, tallet 0, ligninger med ukendte faktorer repæsenteret af bogstaver, og det moderne talsystem. De første eksempler på aritmetik, kvadrat- og kubikrødder, geometri, trigonometri, findes i Vedaerne, og det var Aryabhattader, der i 497 e.kr. udregnede Pi til at være 3.1416.

* Krigsførelse

Under den vediske tidsalder var det kun Kshatriya'er (medlemmer af krigerkasten) der beskæftigede sig med krig og vold. Civile blev aldrig involverede i eller ofre for krigshandlinger, der altid fandt sted på afsides liggende slagmarker efter særlige regler og foreskrifter. Et par få eksempler:  En, der vendte ryggen til, en, som var panikslagen, en som var forvirret, eller en der flygtede, var fredet og måtte ikke slås ihjel. Man kæmpede kun mens solen var oppe. Krigere, der besad himmelske våben, måtte kun anvende disse våben (udløst vha. mantras) mod andre krigere, der også besad dem.

Vediske soldater kendte til en psykisk teknologi, der ikke kendes i dag, og som gjorde dem i stand til gennem lydvibrationer (mantras) at udløse elementer som ild, vand, eller luft og rette dem mod en fjende. 

De kunne også gennem mantra'er udløse brahmastra'en, der var det ultimative ødelæggende våben, der nærmest kan sammenlignes med en kontrolleret udløsning af atomenergi. (Jf. Mahabharata og Bhagavat Purana) Dhanur-vedaen  var den Veda, der beskrev krigskunst. Efter slaget på Kurukshetra blev Dhanur -vedaen af brahminerne pålagt en forbandelse, der gjorde, at den ikke ville være virkningsfuld mere i Kali-yuga.

* Kunst

Også drama, teater, poesi, skulptur, dans og andre kunstarter er der gjort detaljeret rede for i Vedaerne. De udskæringer, der udsmykker templer, Bharat-natyam og andre former for dans, samt de mere en 3.000.000 vers der udgør den vediske litteratur, er i sig selv bevis  på, at Vedaerne var yderst sofistikerede mht. til kunstarterne og alle andre videnskaber. Der siges i dag kun at være ca. 7 procent tilbage af den vediske litteratur. Ufatteligt mange templer, skrifter og biblioteker blev systematisk tilintetgjort af muslimske invadører.

Desuden er der beskrevet mange andre emner i Vedaerne - åndelige, metafysiske og filosofiske - såvel som emner der vedrører økonomisk udvikling, psykologi og sansenydelse. Hvordan kunne primitive indfødte have kundskab om alt dette? Hvordan kunne de i det hele taget læse og skrive? Hvordan kunne de beskrive planeternes omløbsbaner og forudsige måne og solformørkelser? Hvorfra havde de kendskab til, at stof er sammensat af atomer? Hvis de vidste alt dette, hvorfor skulle de så fabrikere den detaljerede metafysiske viden i Vedaerne, der beskriver Gud og sjælen og alle eksistentielle spørgsmål?

Hvis Krishna og den vediske kultur blot er et produkt af nogle hinduers fantasier og ønsketænkning, hvorfor ville en videnskabsmand som Oppenheimer så studere Bhagavad Gita? Hvorfor er Vedaerne, især Bhagavad Gita, blev studeret og prist af så navnkundige personligheder som Thoreau, Emerson, Kant, Hegel, Schopenhauer, Scweizer, Einstein og Jung og mange andre berømte filosoffer og videnskabsmænd meget mere betydningsfulde og vigtige for verdenshistorien end nogle af de folk, der har travlt med at affærdige Vedaerne som mytologi?

Hvordan kan det falde nogen ind at foreslå, at disse respekterede lærde personligheder var fjolser, der intet bedre havde at foretage sig end at studere mytologiske overleveringer fra nogle uciviliserede indfødte? Eller kunne det muligvis forholde sig således, at den vediske litteratur netop er det, den selv påstår, den er? - nemlig forbrugervejledningen til universet der blev givet til menneskeheden af den Højeste Herre selv i tidernes morgen ved begyndelsen af skabelsen og derefter skrevet ned og videregivet gennem tiderne fra lærer til elev (discipelrækken). 

Det kan  faktisk ikke udelukkes.

Konklusionen på al viden

Enhver kan opleve tre aspekter af virkeligeheden. I Bhagavad Gita beskrives de som kenderen, det kendte og kundskab - dvs. observanten, det der observeres og den metode gennem hvilket noget observeres. Vedanta udgør en arbejdsmodel, der gør det muligt at studere disse tre virkelighedsaspekter videnskabeligt. Vedanta siger, at enhver kundskabsmetode, der ikke på videnskabelig vis beskriver hele virkeligheden, tilhører uvidenhedens kategori.

Den i dag fremherskende metode til at indhente viden - den empiriske videnskab - definerer ikke hele virkeligheden, idet den kun beskæftiger sig med to virkelighedsaspekter - det der observeres, og metoden gennem hvilken det observeres. Den sidste og vigtigste del af virkeligheden nemlig selve observanten, lades der hånt om. Ifølge den toneangivende gren af den empiriske videnskab, som vi kan kalde Scientismen for at adskille den fra mere seriøse former for videnskabelig forskning, kan den totale virkelighed beskrives  udelukkende som materielle vekselvirkninger.

Det er dog ikke lykkedes Scientismen at understøtte denne antagelse på videnskabelig vis, dvs. gennem eksperimenter og direkte observationer. 

Ikke desto mindre nægter Scientismens tilhængere at acceptere andre forklaringer. Selv forklaringer, der giver en mere konsistente og tilbundsgående forklaring på virkeligheden, som f.eks. Vedanta systemet, afvises på forhånd.

Vedanta opererer udfra præmisen, at enhver metode, der ikke skelner mellem observanten, det der observeres, og metoden til observation, ikke kan anses for kundskab men må henregnes til uvidenhedens kategori. Dette skal ses i forhold til materie og ånd (bevidsthed). 

Observanten eller sjælen er bevidsthed, og det, der observeres, er stof. Indenfor Scientismen skelner man ikke mellem observanten og det observerede, idet begge størrelser her anses for at tilhøre materien.

I Vedanta filosofien anses kenderen, eller observanten for ånd (bevdidsthed), og det kendte, eller det der observeres, kan enten være stof eller ånd. Kundskabsmetoden kan også være enten åndlig eller materiel, alt efter hvad bevidstheden er absorberet i at studere. Hvis man anvender sin bevidsthed til at studere sin bevidsthed, er det åndeligt. Hvis man anvender sin bevidsthed til at studere materien, er det materielt. Scientismen beskæftiger sig kun med det materielle, og fungerer ud fra antagelsen, at der ingen forskel er på kenderen og det der kendes, og at den eneste legitime kundskabsmetode er empirisk observation. 

Dette er i høj grad en selvpåtaget begrænsning, idet den kun tillader en at studere og forstå et ganske uvæsenligt udsnit af virkeligheden. Det vigtigste i enhver persons virkelighed er hans oplevelse af den. Det er helt uvæsentligt, hvordan molekyler og atomer farer rundt i nervebanerne, når man får en hammer over fingeren. Det væsentlige er den smerte, der opleves.

Tiden er et andet element, der bliver videnskabeligt beskrevet i Vedanta filosofien. Scientismens spekulationer vedrørende elementet tid, kan ikke siges at være videnskabelige, eftersom de ikke følger den vedtagede videnskabelige metode, dvs. opstillelsen af en hypotese, eksperimentering, og formuleringen af en konklusion. I stedet formulerer man konklusioner og tilpasser sine eksperimenter og hypoteser efter disse. Det er værd at lægge mærke til her, at man indenfor Scientismen har overtaget den Kirkelige opfattelse af tidselementet som en liniær størrelse, hvor man i Vedanta beskriver tiden som cyklisk.

 Vedanta giver mulighed for at studere tiden videnskabeligt. I forhold til tidselememntet kan bevidsthed ses som evig og materien som midlertidig. I samme forbindelse beskrives bevidsthed som viden og materien som uvidenhed - som man altså kan have viden om. I Sri Isopanisad beskrives det f.eks., at man samtidigt med kultiveringen af viden må kultivere kundskab om uvidenheden, for at kunne hæve sig over den.

Så ånd, eller bevidsthed, anses for viden, og materien anses for uvidenhed, eller sagt på en anden måde: bevidstheden er det gode, og materien er det onde.  I Vedanta opererer man ikke med begreberne godt og ondt. Man taler om viden og uvidenhed. Dette viser, at viden er evig og uvidenhed er midlertidig. MAO, det som indenfor Scientismen forherliges som foranderlig og tillempelig viden, bliver i Vedanta systemet klassificeret som uvidenhed. Kun viden om det, der er evigt, anses for rigtig kundskab i Vedanta filosofien. Dvs. at virkelig viden ikke forandrer sig. Virkelig viden er konstant.

Som vi kan se, henregnes hele denne verden til uvidenhedens kategori. Begyndelsen til al viden finder sted, når vi begynder, i det mindste teoretisk, at skelne mellem kroppen, sindet og selvet. Selvet er således observanten, der er placeret som i en maskine udgjort af materien. Observanten er jeg-fornemmelsen indeni kroppen, og den er konstant, og kroppen og sindet er foranderligt. 

Deraf kan vi forstå, at selvet er forskelligt fra kroppen og sindet. Denne viden er blevet vedligeholdt i det menneskelige samfund gennem discipelrækken, der har viderebragt kundskaben ned gennem tiderne, og som tilbyder mennesket en arbejdsmodel ved hjælp af hvilken, virkeligheden kan stadfæstes som den er.

I naturvidenskaben opererer man med et kundskabssystem, hvor man indhenter kundskab baseret på empirisk information, der tilpasses nye fakta, efterhånden som de dukker op.

Men i den vediske videnskab kaldes den metode for uvidenhed. Viden er viden. Enten ved man det, eller også ved man det ikke. Viden forandrer sig ikke fra dag til dag. Det, der er sandt, er også sandt i morgen eller om en million år. Hvis viden forandrer sig og er nødt til at tilpasses ny information, er det ikke viden men uvidenhed. I virkeligheden er det ikke tingene, der forandrer sig. 

Tingene er som de er, men vores opfattelse af dem forandrer sig i forhold til den information, vi modtager om dem. Det er en mental tilstand, der i den vediske version henregnes under uvidenhed.

Man kan tale om relativ viden, men relativ viden kategoriseres yderst set som uvidenhed. Meget af det, som i naturvidenskaben hyldes som foranderlig, tilpassselig viden, er i virkeligheden blot uvidenhed, og beviset herpå, er, at man konstant bliver nødt til at revidere sin såkaldte viden, når ny information fremkommer. Hvis ny viden eller fakta invaliderer den forrige viden, så var den forrige viden ikke viden til at begynde med men uvidenhed, og hvis den nye viden, man så kommer frem til, igen bliver revideret af den viden, man 'opdager' i morgen, så er det heller ikke viden men uvidenhed.

 En anden ting er, at metoden i Vaishnava religionen gør en i stand til at måle viden. Dette gøres gennem at forstå viden i forhold til naturens 3 kvaliteter - godhed, lidenskab og uvidenhed.  

Grundliggende siges det, at viden i godhedens kvalitet er, hvor man ser alle levende væsener som den åndelige bevidsthedsgnist (sjælen) indeni i kroppen. Man identificerer ikke et levende væsen med dets krop men ser alle levende væsener som dele af den samme helhed. Dette gør, at man ser sig selv og alle andre, uanset hvilken krop, de befinder sig i, som tilhørende den samme familie. Man ser, at Krishna er vores allesammens fælles ophav.

Viden i lidenskabens kvalitet betyder, at man ser alle levende væsener som værende identiske med deres fysiske krop. Man idenficerer alle andre levende væsener med deres fysiske fremtoning. På den måde opstår racisme og klasseskel. Enheden mellem alle levende væsener går tabt, og man forsøger i stedet at skabe enhed og fællesskab gennem nation, samfund, familie, køn, klasse, klub eller omgangskreds.

Og viden i uvidenhedens kvalitet betyder, at man ser sit arbejde som sit et og alt. Vi kender allesammen historien om manden, der går helt i spåner, fordi han bliver arbejdsløs. Ikke pga af pengene, men fordi han føler sig tilovers og værdiløs. En fodboldsspiller, ved hvordan man spiller fodbold - der er tale om viden, men hvis han identifcerer sig som fodboldspiller, er det viden i uvidenhedens kvalitet.

Eller en videnskabsmand ved måske en masse om sit speciale, men hvis han identificerer sig selv med sit arbejde, befinder han sig i uvidenhedens kvalitet. Hans arbejde beskriver ham.  Et andet og måske bedre eksempel på viden i uvidenhedens kvalitet er, når man fabrikerer bomber. Det kræver uden tvivl avanceret viden om elementerne og deres vekselvirkninger at fabrikere en atombombe, men eftersom resultatet er destruktivt, er der tale om viden i uvidenhedens kvalitet.

Generelt kan det siges at godhed befordrer opretholdelse, lidenskab befordrer skabelse, og uvidenhed befordrer destruktion. Alle levende væsener samt naturen er en blanding af disse tre kvaliteter. Des mere ens viden er i godhedens kvalitetet, des mere ser man alle levende væsener som sjæle - evige dele af den samme helhed. Og des mere den viden, man kultiverer, fjerner sig fra den forståelse og gør, at man ser andre levende væsener som deres kroppe (og dermed udelukkende som objekter for ens egen selviske nydelse), for ikke at tale om når man helt lever for sit arbejde - des mere er ens viden i uvidenhedens kvalitet. Des mere ens viden er godhedens kvalitet des mere kan man nærme sig det transcendentale stade, fordi man ser tingene som de er, og jo mere ens viden er i lidenskabens og uvidenhedens kvalitet, des mere bliver man cementeret ind i sin egen selviske opfattelse af virkeligheden, og des mere bliver man således underlagt illusion.

Vaishnava religionen giver os formler til at forstå og adskille de fysiske, psykiske og åndelige planer. I den vediske metode (Vaishnava religionen) arbejder man med mange formler, gennem hvilke naturen kan observeres og forstås, som den er. Den vigtigste formel til at forstå naturen er formlen af naturens 3 kvaliteter - godhed, lidenskab og uvidenhed og hvordan de blander sig med de 24 materielle elementer.

At man ikke kan vide noget med sikkerhed om livets formål og sandheden om vores eksistens, er blot ateistisk propaganda, som desværre langt de fleste, selv folk der påstår sig at være religiøse, ligger under for.

Men Vedanta tilbyder en metode til at studere og forstå Gud, sjælen og naturen og komme frem til den absolutte sandhed. I dagens atmosfære bliver man mødt med stor mistro og fjendtlighed, hvis man ved det. Det hænger vel sammen med, at så mange misbruger religion og filosofi til deres egne selviske formål.

For at maximere ens nydelse i tilværelsen og minimere lidelsen bliver man nødt til at udvikle virkelig viden om naturen, så man kan handle på en sådan måde, at naturen samarbejder med én og opfylder ens ønsker, og når man er blevet træt af det efter mange, mange liv i sansenydelse, kan man begynde at blive renset for materiel besmittelse, og når man er blevet renset for materiel besmittelse, kan man begynde at gøre sig fri for sit falske ego, og når man er blevet fri for sit falske ego, kan man begynde at udvikle sin kærlighed til Krishna, og når man har udviklet sin kærlighed til Krishna, kan man vende tilbage til den åndelige verden og blive genetableret i sin oprindelige åndelige form og i den nyde evigt i leg med Krishna. Der er nok at tage fat på, og man kan aldrig nå til vejs ende, for eksistensen i den åndelige verden er evig ekspanderende glæde.

Dette er i kontrast til materiel glæde, dvs. nydelse der erfares gennem kroppen, og som altid afløses af sorg og lidelse eller ender med at blive kedelig.

Åndeligt liv er evigt ekspanderende. Det bliver aldrig kedeligt. Åndeligt liv er fri for dualiteten lykke-lidelse. I den materielle verden kan lykke kun forstås på baggrund af lidelse; i åndeligt liv bliver man gradvist fri for den materielle verdens dualitet og bliver genindsat i sin åndelige position. Menneskelivet er den eneste mulighed for sjælen at komme til indsigt om det håbløse i materielle bestræbelser, hvad enten de er gode eller onde, for de er under alle omstændigheder midlertidige, og derfor kan de aldrig tilfredsstille sjælen, der er evig og som derfor kræver evig tilfredsstillelse. Ateismen er skadelig, fordi den fjerner denne mulighed fra menneskelivet og afholder sjælen fra at opnå sit fulde potentiale.

Det er sandt, at alle levende væsener er målorienteret. Det kaldes i den vediske version at være knyttet til resulatatet af sit arbejde. Det højest opnåelige mål er at have kærlighed til Gud, for kun det mål kan fult ud tilfredsstille os, og det er også det eneste mål, der kan beskytte os mod den største fare.

Den største fare er, når man endelig har fået en menneskelig form, igen at falde ned i udviklingsforløbet i de 8.400.000 former for liv. Dette kaldes for åndeligt selvmord. Hvis man udelukkende lever for at sove, spise, parre sig og forsvare sig, selvom det så gøres på meget sofistikeret vis som menneske, hvor man spiser med kniv og gaffel, sover og parrer sig i en vandseng og forsvarer sig med missiler, så forspilder man den mulighed, man som menneske har for at opdage den absolutte sandhed og blive guddommelig.

Det eneste og virkelige formål med den menneskelig tilværelse, er at opdage og lære at kende den absolutte sandhed. Spise, sove, parre sig og forsvare sig kan man gøre i en hvilken som helst livsart.

Denne kundskab er autoritativ, fordi den er understøttet af en intakt succesion af disciple eller åndelige mestre, og fordi den har basis i sastra - den vediske literatur, som er udsprunget fra den ældste og mest avancerede kultur i verden. Ingen kan blive en åndelig mester, dvs. professor i åndelig kundskab, uden først at have studeret som discipel under vejledning af en ægte åndelig mester, hvilket bl.a. indebærer at følge de regulerende principper for åndeligt liv.

Krishna siger:

Hør nu fra Mig, O Prithas søn, hvorledes du ved at udføre yoga i fuld bevidsthed om Mig, med sindet fæstnet på Mig, kan kende Mig helt og fuldt uden nogen tvivl. Jeg vil nu udførligt forklare denne viden for dig - både den materielle og den åndelige. Når du ved dette, er der intet mere tilbage for dig at vide. (Bg. 7. 1-2)