Ateister hyler altid op

Når ateister konfronteres med Gud og religion hyler de altid op om beviser. Det er som om, de helt har glemt, at deres egen tro dvs. troen på, at materien er den yderste årsag, er total blind tro uden basis i den observerbare virkelighed. Så er kravet på bevis ligepludseligt borte.

Men det er den dobbel-standard, man bliver tvunget til at acceptere som ateist. Man kræver stenhård, empirisk bevisførelse, når det kommer til Gud og religion, men når det kommer til ens egen trosretning, stilles der ikke de samme krav til bevisførelse.

Pointen er, at det er et direkte observerbart faktum, at hvis man opretholder en ateistisk mentalitet, vil man opleve langt højere grader af lidelse, elendighed og eksistentiel ængstelse, end hvis man forbinder sig med Krishna. Det er et empirisk faktum, enhver kan undersøge og verificere - Krishnabevidsthed medfører større glæde i tilværelsen og ateisme medfører mere frustration og lidelse i livet.

Nu kommer så den sædvanlige lamme indvending - jamen, jeg lider ikke. Jeg har det godt.

Denne udtalelse kan kun skyldes, at man ligger under for den moderne propaganda, der bort-rationaliserer lidelsen - man må tage det gode med det onde. Den pause i elendigheden, som man får ud af kropslig nydelse, opvejer al lidelsen. Det gode opvejer det onde. Uden lidelse kan man ikke udvikle sig som person osv osv.

Man tror ikke, at lidelse er så dårlig. Ja, man tror endda, at uden lidelse kan der ikke være nogen glæde. Eller også er man bare for dækket af uvidenhed ligesom et dyr, til at forstå, at man lider.

Hvad, de fleste materialister ikke forstår, er, at den materielle verden grundliggende set er fuld af frustration og elendighed. Det er sådan Krishna har designet den. Hvis den materielle verden var perfekt, vllle de faldne sjæle aldrig udvikle ønsket om at slippe ud af den og vende tilbage til Krishna.

Ateister bruge tit den materielle verdens fejl og mangler som argument for, at en almægtig, barmhjertig Gud ikke kunne have skabt den. En perfekt Gud ville have skabt noget perfekt, siger de. Hvis der er en Gud, hvorfor er der så al den lidelse i verden?

Pointen her er, at der er en perfekt verden uden lidelse og elendighed. Det kaldes den åndelige verden, hvor Krishna leger for evigt sammen med de befriede sjæle. Den materielle verden er netop et sted Han har skabt  til de sjæle, der ikke ville være sammen med Ham. Han lavede en verden, hvor de kunne komme og efterligne Ham. Og den er designet til at frembringe de karmiske reaktioner til enhver handling.

Selv om den materielle verden er et sted fyldt med lidelse, så vil de fleste faldne sjæle alligevel gerne blive her. Og Krishna er så venlig, at han lader dem at tro, at de nyder og har det godt. Selv når sjælen er i de mest helvedesagtige omstændigheder, som fx. når den befinder sig som tarm-mide i en eller andens indvolde, så tror den, at den nyder. Men slutpunktet i den materielle verden er altid lidelse og sorg, for alting ender i sygdom, alderdom og død.

Ikke desto mindre har Krishna givet os faciliteter til enten at skabe et paradis på jorden eller et helvede.  Det er op til os. Hvis verden er et lortested, er det udelukkende vores egen fejl. Det er ikke kemikaliernes fejl. Det er ikke Guds fejl. Det er vores fejl. Hvadenten det er godt eller dårligt, så er man selv årsagen, individuelt eller kollektivt. Det er blot en naturlov. Og man lærer ikke om den i skolen.

Den menneskelige livsform  er en enstående chance for sjælen at erkende sand lykke og skønhed - den lykke og skønhed, man oplever, når man bliver befriet for ængstelse og usikkerhed og erkender den virkelige mening med alting. Skeptikeren hævder, at en sådan erkendelse er umulig under nogen omstændigheder, men der er ingen som helst basis  for en sådan konklusion. Tværtimod så peger alt på, at en erkendelsen af den Absolutte Sandhed er mulig. Hvis Gud er til, er det muligt, at erkende Ham som Han er.

Hvis Gud ikke er til, er det ikke muligt, at erkende hinsides tvivl. Så ateisters konklusion hviler på en umulighed i den forstand, at deres trosretning ikke kan bekræftes, for det kan ikke lade sig gøre at bevise, at Gud ikke eksisterer.

Krishna siger:

Fra den højeste planet ned til den laveste i denne materielle verden er alle steder fulde af elendighed, hvor gentagende fødsel og død finder sted. Men den, der når Min bolig, O Kuntis søn, vil aldrig mere blive født. (Bg. 8.16)